Abbotts & Delaunay

Det er Catherine og Laurent Delaunay samt deres datter, Jeanne, der står bag vinhuset Abbotts & Delaunay i Languedoc. Huset er en del af familiens overordnede firma, Delaunay Vins & Domaines, tidligere kendt som Badet Clément, som bl.a. også inkluderer bourgognefirmaet Edouard Delaunay. Jeanne er 6. generation i vinfamilien Delaunay og er winemaker og daglig leder af Abbotts & Delaunay.

I 2005 fik familien mulighed for at overtage vinfirmaet Abbotts og den tilhørende ejendom, ”La Métairie d’Alon”, beliggende i Magrie i den højtbeliggende del af Aude-dalen (Limoux). Firmaet var blevet grundlagt i 1996 af den australske kvinde, Nerida Abbotts, og navnet på firmaet blev herefter Abbotts & Delaunay.

Domaine de la Métairie d’Alon består i dag af 25 ha. vinmarker, fordelt på 25 parceller og på 11 navngivne vinmarker omkring landsbyen Magrie, mellem Limoux og Roquetaillade. Vinmarkerne er alle økologisk dyrkede og beplantet med druesorterne Chardonnay og Pinot Noir. Vinene, der produceres under domaine-navnet, Métairie d’Alon, er alle fornemme eksempler på, hvad ”Bourgogne kan udvirke i Sydfrankrig”.

De øvrige Abbotts & Delaunay-vine afspejler på bedste vis den enorme spændvidde, som vinene fra Languedoc-området i dag byder på. Firmaet producerer her et bredt udvalg af AOP og IGP vine, som kvalitetsmæssigt sigter højt og prismæssigt fornuftigt!