Armand Rousseau

Domainet blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af Armand Rousseau, efter at han som 21-årig arvede familiens parceller i Gevrey-Chambertin. Han blev i 1909 gift med en kvinde fra området, og hun medbragte ligeledes nogle marker samt de flotte bygninger midt i landsbyen Gevrey lige ved kirken, hvor Domaine Armand Rousseau den dag i dag stadig ligger.

I starten solgte Armand Rousseau, som de fleste i området, sin vin ”en vrac” (i fad) til områdets négocianter (vinfirmaer), men ret hurtigt – og især efter opkøb i 1919, 1920 og 1921 af prestigiøse parceller (Charmes-Chambertin, Clos de la Roche, Chambertin) – besluttede han at sælge sine vine på flaske direkte til toprestauranter og private vinentusiaster.

Efter indførelsen af AOC-lovgivningen i 1935, hvor de bedste marker i Bourgogne nu officielt blev klassificerede, fortsatte Armand Rousseau med at erhverve parceller i f.eks. Grand Cru-markerne: Mazy-Chambertin (1937), Mazoyères-Chambertin (1940 – markedsført som Charmes-Chambertin) og Chambertin (1943 og 1956). Parcellen på den fantastiske 1. Cru-mark, Clos Saint-Jacques, blev købt i 1954 – i øvrigt i sønnen Charles’ navn, som siden 1945 og efter jura- og ønologistudier i Dijon var med til at styre ejendommen. Da Armand Rousseau i 1959 omkom i en bilulykke, var det Charles som overtog det fulde ansvar for ejendommen og de (dengang) tilhørende 6 ha. vinmarker.

Charles Rousseau (død 2016) fortsatte opkøbet af fornemme parceller: Chambertin Clos de Bèze i 1961, 1989 og 1992, Clos des Ruchottes i 1977 (som Rousseau i dag har som Monopole) og Chambertin i 1983, 1990 og 1993. Samtidig styrkede den sprogkyndige Charles faderens kontakter i hele Europa, USA, Canada, Australien, New Zealand og Brasilien samt knyttede nye kontakter i Asien.

I begyndelsen af 1980’erne, efter ønologistudier i Dijon, overtog Charles’ søn, Eric, løbende ansvaret for dyrkningen og vinificeringen, og han indførte visse nye metoder og teknikker – bl.a. et reduceret høstudbytte og en mere økologisk tankegang uden anvendelse af pesticider og kemikalier. I 2014 fik han følgeskab af sin datter, Cyrielle (4. generation), som i dag driver domainet sammen med sin far. Cyrielle havde forinden læst geologi og vindyrkning samt fået praktiske erfaringer med vinproduktion i Oregon, Australien og New Zealand.

Vinene fra Domaine Armand Rousseau er måske de fornemmeste eksempler på den elegance, renhed og fylde, som vinene fra Bourgogne netop er synonyme med, når de befinder sig på absolut øverste hylde!

Der blev ikke fundet nogle varer, der matcher dit valg.