Gruhier & Delaunay
GRAND CALCAIRE, GRUHIER & DELAUNAY i Chablis er et samarbejde mellem to fætre, som begge er profilerede vinpersoner i Bourgogne. Den ene med sit domaine i Chablis, Dominique Gruhier og den anden med sit i Nuits-Saint-Georges, Laurent Delaunay. Begge er 5. generation i den berømte Delaunay-vinfamilie, og de er således begge vokset op med vindyrkning og vinproduktion tæt inde på livet. De har tilmed fulgt hinandens forskellige projekter, og næsten selvfølgeligt haft den samme passion for Bourgogne-vine – og ikke mindst for Chablis. Et formelt samarbejde var derfor ganske oplagt, og firmaet GRUHIER & DELAUNAY med vinserien GRAND CALCAIRE er blevet resultatet af deres fælles anstrengelser. Inspirationen til navnet ”GRAND CALCAIRE” kommer naturligvis fra den helt unikke kalk-undergrund, som er ”hemmeligheden” bag den særprægede karakter og mineralitet i vinene fra Chablis.
Dominique Gruhier har lavet vin i Chablis siden 1990 og er en af de mest anerkendte og initiativrige vinproducenter i området. Foruden Chablis producerer han også Crémant de Bourgogne på Domaine de L’ABBAYE DU PETIT QUINCY (28 ha.) i Epineuil – et gammelt kloster, hvor munkene allerede lavede vin i det 16. årh. Det er i disse historiske kældre, at GRAND CALCAIRE-vinene bliver vinificeret.
Laurent Delaunay har vi nu haft fornøjelsen at følge i flere år og set ham involvere sig i vine fra Côte-de-Nuits og Côte-de-Beaune med firmaet BADET-CLÉMENT, men også lave fremragende Languedoc-vine i vinhusene MAISON LA VILLETTE og ABBOTTS & DELAUNAY. I 2017 genskabte han desuden med stor succes familiens berømte vinhus i Côtes-de-Nuits EDOUARD DELAUNAY. Han er naturligvis også med i alle processerne under tilblivelsen af Chablis-vinene i GRAND CALCAIRE-serien.
Viser 3 resultater